Local view for "http://purl.org/linkedpolitics/eu/plenary/2007-07-10-Speech-2-294"

Predicate	Value (sorted: default)
rdf:type	lpv_eu:Speech⁶
dcterms:Date	"2007-07-10"^^xsd:date⁶
dcterms:Is Part Of	lp_eu:Detaşarea lucrătorilor (dezbatere)⁶
dcterms:Language	"da"^^xsd:language⁶
lpv:document identification number	"en.20070710.53.2-294"⁶
lpv:hasSubsequent	lp_eu:2007-07-10-Speech-2-295⁶
lpv:speaker	lp:Anne E. Jensen⁶
lpv:spoken text	"Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god idé, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@da²
lpv:spokenAs	member; BUDG (2007-01-31--2009-07-13)²³ member; ALDE (2004-07-20--2009-07-13)²³ substitute; TRAN (2007-01-31--2009-07-13)²³ unknown; Venstre, Danmarks Liberale Parti (2004-07-20--2009-07-13)²³ substitute; Delegation for relations with Belarus (2007-03-14--2009-07-13)²³ member; Delegation to the EU-Russia Parliamentary Cooperation Committee (2004-09-15--2009-07-13)²³ substitute; EMPL (2007-01-31--2009-07-13)²³
lpv:translated text	"Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@cs¹ "Frau Präsidentin, Herr Kommissar! Ich möchte im Namen meiner Fraktion den von der Kommission im Zusammenhang mit dieser Richtlinie gewählten Ansatz unterstützen, der darin besteht, auf die Bereitstellung besserer Informationen und die intensivere Zusammenarbeit zwischen den Mitgliedstaaten zu vertrauen und bei ernsthaften Vertragsverletzungen die Mitgliedstaaten vor den Europäischen Gerichtshof zu bringen. Bedauerlicherweise müssen wir jedoch einräumen, dass es in einer erweiterten EU mit großen Einkommensunterschieden viel Unsicherheit gibt, darunter eine mit diesem Thema im Zusammenhang stehende Unsicherheit. Einerseits gibt es Befürchtungen, dass in einen anderen Mitgliedstaat entsandte Arbeitnehmer unter schlechteren sozialen Bedingungen arbeiten als es ansonsten im Aufnahmemitgliedstaat üblich ist und dass eine solche Situation zu einer Gefährdung der Sicherheit der Beschäftigung führt. Andererseits bestehen nach wie vor viele bürokratische Hindernisse für den freien Dienstleistungsverkehr in der EU. Diese Faktoren behindern den Wettbewerb und bedeuten zudem, dass die Menschen schlechtere Dienstleistungen erhalten. Was die Entsenderichtlinie eigentlich anstrebt ist ein richtiges Verhältnis zwischen der Freiheit zur Bereitstellung grenzüberschreitender Dienstleistungen und der gleichzeitigen Aufrechterhaltung des Schutzes des Arbeitsmarktes im Aufnahmemitgliedstaat. Bei den Konsultationen im Ausschuss für Beschäftigung und soziale Angelegenheiten wurde uns zuvor von den Vertretern der Arbeitgeber und der Gewerkschaften erklärt, die Entsenderichtlinie sei eigentlich ausreichend, allerdings äußerst kompliziert. Also wissen Arbeitgeber und Arbeitnehmer nur unzureichend Bescheid über ihre Pflichten und Rechte. Und hier müssen wir etwas tun. Es muss einfach und direkt möglich sein, gesetzestreu zu handeln, und diesen Zustand müssen wir durch die Bereitstellung von Informationen – verständlichen Informationen allerdings – in der Sprache der Menschen herbeiführen. Ferner brauchen die Bürgerinnen und Bürger leichten Zugang zu Hilfe bei der Lösung von Problemen. Die Kommission hat erklärt, die Mitgliedstaaten vertrauten nicht immer auf den Informationsaustausch zwischen den Ländern, und deshalb halte ich es für eine gute Idee, nunmehr die gegenwärtige Zusammenarbeit zwischen den Mitgliedstaaten auf diesem Gebiet zu verstärken. Des Weiteren sollte es sich die Europäische Agentur für Sicherheit und Gesundheitsschutz am Arbeitsplatz in Dublin zur Aufgabe machen, beispielhafte Praktiken auszutauschen und auf diese Weise die Arbeitsmarktpartner und die Mitgliedstaaten in einen positiven Prozess einzubeziehen. Zu dem von Herrn Andersson angesprochenen Aspekt, dass der Aufnahmemitgliedstaat die Anwesenheit eines rechtlichen Vertreters des Entsendeunternehmens verlangt und Dokumente am Arbeitsplatz verwahrt sein sollten, bin auch ich der Meinung, dass wir unbedingt das richtige Verhältnis wahren müssen. Im Grunde genommen bin ich wirklich der Ansicht, dass die Kommission das richtige Verhältnis gefunden hat. Darauf basieren auch unsere Änderungsanträge zum Bericht. Ein Vertreter muss nicht unbedingt persönlich im Aufnahmemitgliedstaat anwesend sein. Dem stimmen wir zu, und ich möchte, dass das klargestellt wird. Was den Hinweis auf den Fall Laval/Vaxholm betrifft, müssen wir meines Erachtens die endgültige Entscheidung abwarten, bevor wir diese Angelegenheit als Orientierung in Bezug auf die Vorschriften verwenden. Damit schließe ich meine Ausführungen."@de⁹ ". Κυρία Πρόεδρε, κύριε Επίτροπε, θέλω να δηλώσω, εξ ονόματος της Ομάδας μου, ότι στηρίζουμε την προσέγγιση την οποία επέλεξε η Επιτροπή στην περίπτωση αυτής της οδηγίας, η οποία συνίσταται στην εστίαση των προσπαθειών μας στην παροχή καλύτερης πληροφόρησης, στην ενίσχυση της συνεργασίας μεταξύ των κρατών μελών και, σε περιπτώσεις σοβαρών παραβάσεων, στην παραπομπή των κρατών μελών στο Δικαστήριο των Ευρωπαϊκών Κοινοτήτων. Βεβαίως, οφείλουμε, δυστυχώς, να αναγνωρίσουμε ότι, σε μια διευρυμένη ΕΕ με τεράστιες εισοδηματικές διαφορές, επικρατεί αυξημένη ανασφάλεια, περιλαμβανομένης της ανασφάλειας που επικρατεί σχετικά με το υπό συζήτηση θέμα. Από τη μία πλευρά, υπάρχει ο φόβος ότι οι εργαζόμενοι οι οποίοι έχουν αποσπαστεί σε άλλα κράτη μέλη θα εργάζονται υπό χειρότερες συνθήκες εργασίας σε σχέση με τις συνήθεις στη χώρα υποδοχής και ότι αυτή η κατάσταση απειλεί την ασφάλεια των εργαζομένων. Από την άλλη πλευρά, εξακολουθούν να υπάρχουν πολλά γραφειοκρατικά εμπόδια στην ελεύθερη κυκλοφορία των υπηρεσιών στην ΕΕ. Αυτοί οι παράγοντες εμποδίζουν τον ανταγωνισμό και συνεπάγονται υποβάθμιση των προσφερόμενων υπηρεσιών. Αυτό που, ασφαλώς, έχει σχεδιαστεί να επιτύχει η οδηγία για την απόσπαση εργαζομένων είναι ακριβώς η κατάλληλη ισορροπία μεταξύ της ελευθερίας παροχής διασυνοριακών υπηρεσιών και της ταυτόχρονης διατήρησης της προστασίας της αγοράς εργασίας στη χώρα υποδοχής. Στις διαβουλεύσεις στους κόλπους της Επιτροπής Απασχόλησης και Κοινωνικών Υποθέσεων, οι εκπρόσωποι εργοδοτών και συνδικάτων μας είπαν στο παρελθόν ότι η οδηγία για την απόσπαση εργαζομένων είναι ουσιαστικά επαρκής, όμως είναι πολύ περίπλοκη. Συνεπώς, οι εργοδότες και οι εργαζόμενοι δεν γνωρίζουν επαρκώς τα καθήκοντα και τα δικαιώματά τους, και αυτή η κατάσταση πρέπει να αντιμετωπιστεί. Η τήρηση της νομοθεσίας στις εργασιακές σχέσεις πρέπει να είναι απλή και εύκολη υπόθεση, και αυτό πρέπει να επιτευχθεί μέσω της παροχής πληροφοριών –κατανοητών πληροφοριών– στη γλώσσα των ενδιαφερομένων. Απαιτείται επίσης εύκολη πρόσβαση για όλους τους ενδιαφερόμενους σε μηχανισμούς επίλυσης προβλημάτων. Η Επιτροπή έχει διαπιστώσει ότι τα κράτη μέλη δεν έχουν πάντα εμπιστοσύνη στις πληροφορίες που ανταλλάσσονται μεταξύ των χωρών και, ως εκ τούτου, θεωρώ ότι θα είναι καλή να ενισχύσουμε τη συνεχιζόμενη συνεργασία μεταξύ των κρατών μελών σε αυτόν τον τομέα. Επιπλέον, ο οργανισμός του Δουβλίνου για τις συνθήκες διαβίωσης και εργασίας πρέπει να αναλάβει το έργο της ανταλλαγής ορθών πρακτικών και, κατά τον τρόπο αυτόν, να επιδιώξει τη συμμετοχή τόσο των εταίρων της αγοράς εργασίας όσο και των κρατών μελών σε μια θετική διαδικασία. Ως προς το θέμα –το οποίο ανέφερε ο κ. Andersson– της απαίτησης της χώρας υποδοχής να υπάρχει εκπρόσωπος και ως προς το θέμα της τήρησης εγγράφων στον χώρο εργασίας, πιστεύω και εγώ ότι είναι σημαντικό να διατηρήσουμε την κατάλληλη ισορροπία, ενώ κατά βάση θεωρώ πραγματικά ότι η ισορροπία αυτή αντιστοιχεί στη λύση στην οποία έχει καταλήξει η Επιτροπή. Αυτό είναι το σκεπτικό στο οποίο στηρίζονται οι τροπολογίες μας επί της έκθεσης. Ο εκπρόσωπος δεν χρειάζεται να έχει φυσική παρουσία στη χώρα υποδοχής. Επ’ αυτού συμφωνούμε, και θέλω αυτό να καταστεί σαφές. Όσο για την αναφορά στην υπόθεση Laval ή Waxholm, φρονώ ότι πρέπει πάντα να περιμένουμε την τελεσίδικη απόφαση προτού χρησιμοποιήσουμε το θέμα ως κατευθυντήρια γραμμή όσον αφορά το νομικό καθεστώς. Αυτές ήταν οι επισημάνσεις μου."@el¹⁰ "Madam President, Commissioner, I wish, on behalf of my group, to support the approach chosen by the Commission in connection with this directive, namely that of putting its faith in the provision of better information and in enhanced cooperation between Member States and, in cases of serious infringement, in taking Member States to the European Court of Justice. Unfortunately, we do, of course, have to recognise that, in an enlarged EU with large differences in income, there is a lot of insecurity, including insecurity associated with this subject. On the one hand, there is the fear that employees posted to another Member State will work under poorer social conditions than normal in the host country and that this situation will create a threat to security of employment. On the other hand, there are still many bureaucratic obstacles to the free exchange of services in the EU. These factors impede competition and mean that people receive poorer services. What, of course, the Posting of Workers Directive is precisely designed to bring about is a proper balance between the freedom to provide cross-border services and the simultaneous maintenance of labour market protection in the host country. At consultations in the Committee on Employment and Social Affairs, we have previously been told by employers’ representatives and unions that the Posting of Workers Directive is, in actual fact, good enough, but it is very complicated. Employers and employees do not, therefore, have a good enough knowledge of their duties and rights, and that is a situation that we must do something about. It needs to be simple and straightforward to do things in a law-abiding way, and such a state of affairs needs to be brought about through the provision of information – understandable information, mind you – in people’s own language. People also need easy access to help in solving problems. The Commission has observed that the Member States do not always have confidence in the information exchanged between countries, and I therefore think it a good idea now to strengthen the ongoing cooperation between the Member States in this area. Moreover, the Dublin Agency on Living and Working Conditions should take it upon itself to exchange good practice and, in that way, involve both the labour market partners and the Member States in a positive process. On the issue, mentioned by Mr Andersson, of the host country requiring there to be a representative and on the issue of documentation at the workplace, I too think it important that we maintain the right balance, and I really do basically think that this balance is what the Commission has found. That is the background to our amendments to the report. The representative need not necessarily be physically present in the host country. That is something on which we agree, and I should like to see it made clear. Regarding the reference to the Laval or Waxholm case, I think we must await the final decision before using the matter as guidance as to the state of the law. That concludes my observations."@en⁴ "Señora Presidenta, señor Comisario, en nombre de mi Grupo quiero apoyar el enfoque adoptado por la Comisión en relación con esta Directiva, en concreto confiar en el suministro de mejor información y en la mayor cooperación entre Estados miembros, y, en casos de infracción grave, en llevar a Estados miembros ante el Tribunal de Justicia Europeo. Por desgracia, tenemos que reconocer que, por supuesto, en una Unión Europea ampliada con grandes diferencias de ingresos existe mucha inseguridad, incluida la inseguridad asociada a este asunto. Por otro lado, se teme que los trabajadores desplazados a otro Estado miembro trabajen en condiciones sociales peores de lo normal en el país de acogida y que esta situación suponga una amenaza para la seguridad en el empleo. Por otro lado, sigue habiendo muchos obstáculos burocráticos al libre intercambio de servicios en la UE. Estos factores impiden la competencia y conllevan que los servicios prestados sean peores. La Directiva sobre el desplazamiento de trabajadores ha sido precisamente concebida para crear un equilibrio apropiado entre la libertad de prestación servicios transfronterizos y el mantenimiento simultáneo de la protección del mercado laboral en el país de acogida. En consultas con la Comisión de Empleo y Asuntos Sociales, los representantes de los empresarios y los sindicatos nos han dicho anteriormente que la Directiva sobre el desplazamiento de trabajadores es, de hecho, bastante buena, pero muy complicada. Por lo tanto, ni las empresas ni los trabajadores conocen suficientemente sus derechos y deberes, y tenemos que hacer algo al respecto. Cumplir la ley ha de ser algo sencillo y simple, y para ello se necesita facilitar información –información, cuidado, que sea comprensible–, en la lengua que corresponda. Asimismo, es necesario un acceso fácil a fin de ayudar a resolver problemas. La Comisión ha observado que los Estados miembros no siempre confían en la información intercambiada entre ellos y, por tanto, me parece buena idea fortalecer la cooperación continua entre los Estados miembros en este terreno. Además, la Fundación para la Mejora de las Condiciones de Vida y de Trabajo, de Dublín, debería hacer suya la tarea de intercambiar buenas prácticas y, de esta forma, implicar a los interlocutores del mercado laboral y los Estados miembros en un proceso positivo. En cuanto a la cuestión mencionada por el señor Andersson, con respecto a la exigencia del país de acogida de que haya un representante y a la cuestión de la documentación en el lugar de trabajo, también me parece importante que mantengamos el equilibrio correcto y realmente pienso que este equilibrio es el que ha encontrado la Comisión. Ese es el contexto de nuestras enmiendas al informe. El representante no necesita estar físicamente presente en el país de acogida. Sobre esto estamos de acuerdo, y me gustaría que quedara claro. En cuanto a la referencia al caso Laval o Waxholm, creo que debemos esperar a la decisión final antes de utilizar este asunto como guía sobre la situación del Derecho. Con esto concluyen mis observaciones."@es²¹ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@et⁵ ". Arvoisa puhemies, arvoisa komission jäsen, haluan ryhmämme puolesta tukea lähestymistapaa, jonka komissio on valinnut tämän direktiivin yhteydessä. Tarkoitan sitä, että on parannettava tiedottamista, vahvistettava jäsenvaltioiden välistä yhteistyötä ja vakavissa rikkomistapauksissa nostettava kanne Euroopan yhteisöjen tuomioistuimessa jäsenvaltioita vastaan. Valitettavasti on tietysti myönnettävä, että laajentuneessa Euroopan unionissa, jossa on suuria tuloeroja, on paljon turvattomuutta. Myös tähän asiaan liittyy turvattomuutta. Toisaalta pelätään, että toiseen jäsenvaltioon työhön lähetetyt työntekijät työskentelevät vastaanottavan valtion tavanomaisia ehtoja heikommin sosiaalisin ehdoin ja että tämä vaarantaa työllisyysturvaa. Toisaalta EU:ssa on edelleen monia byrokraattisia esteitä palvelujen vapaalle tarjoamiselle. Nämä tekijät haittaavat kilpailua ja merkitsevät sitä, että kansalaiset saavat huonompia palveluja. Työntekijöiden lähettämistä työhön toiseen jäsenvaltioon koskevalla direktiivillä pyritään tietysti nimenomaan saamaan aikaan oikea tasapaino rajatylittävien palvelujen vapaan tarjoamisen ja vastaanottavan valtion työmarkkinasuojan samanaikaisen ylläpitämisen välillä. Työllisyyden ja sosiaaliasioiden valiokunnan järjestämissä kuulemistilaisuuksissa olemme aikaisemmin kuulleet työnantajien ja ammattijärjestöjen edustajien toteavan, että tämä direktiivi on itse asiassa aivan hyvä mutta hyvin monimutkainen. Tämän vuoksi työnantajat ja työntekijät eivät tunne velvoitteitaan ja oikeuksiaan riittävän hyvin. Tämä tilanne on korjattava. On oltava helppoa ja yksinkertaista toimia lainsäädännön mukaisesti. Tämä voidaan toteuttaa tiedottamalla. Tietojen on kuitenkin oltava helposti ymmärrettäviä ja kohderyhmän omalla kielellä. Lisäksi apua ongelmien ratkaisemiseksi on oltava helposti saatavilla. Komissio on havainnut, etteivät jäsenvaltiot aina pidä jäsenvaltioiden vaihtamia tietoja luotettavina. Tämän vuoksi onkin mielestäni hyvä ajatus, että nyt vahvistetaan jäsenvaltioiden välistä nykyistä yhteistyötä tällä alalla. Lisäksi Euroopan elin- ja työolojen kehittämissäätiön olisi huolehdittava hyvien käytäntöjen vaihdosta ja otettava näin sekä työmarkkinaosapuolet että jäsenvaltiot mukaan myönteiseen prosessiin. Edustajan läsnäoloa koskevasta vastaanottavan valtion vaatimuksesta, jonka jäsen Andersson mainitsi, ja asiakirjojen säilyttämisestä työpaikalla toteaisin, että minunkin mielestäni on tärkeää säilyttää oikea tasapaino. Olen periaatteessa sitä mieltä, että komissio on saavuttanut tämän tasapainon. Tämä on mietintöä koskevien tarkistustemme tausta. Edustajan ei välttämättä tarvitse olla läsnä vastaanottavassa valtiossa. Tästä olemme yhtä mieltä, joten haluan, että se tuodaan selvästi esiin. Viittauksista asiaan Laval tai Vaxholm toteaisin, että on odotettava lopullista ratkaisua, ennen kuin näitä asioita käytetään ohjeena lainsäädännön soveltamisesta. Tässä olivat kysymykset, jotka halusin tuoda esiin."@fi⁷ "Madame la Présidente, je voudrais, au nom de mon groupe, soutenir l’approche adoptée par la Commission vis-à-vis de cette directive, qui a décidé de miser sur l’amélioration de la qualité des informations fournies et sur le renforcement de la coopération entre les États membres, ainsi que, dans certains cas d’infraction grave, sur le renvoi des États membres devant la Cour de justice. Malheureusement, nous sommes contraints de reconnaître qu’une UE élargie caractérisée par des écarts de revenu considérables présente une grande insécurité, y compris dans ce domaine. D’une part, d’aucuns craignent que les travailleurs détachés dans un autre État membre exerceront leurs activités dans des conditions sociales inférieures à la normale du pays d’accueil et que cette situation représentera une menace pour la sécurité de l’emploi. D’autre part, on recense encore de nombreux obstacles bureaucratiques au libre-échange des services au sein de l’UE. Ces facteurs entravent la concurrence et réduisent la qualité des services fournis. L’objectif premier de la directive concernant le détachement de travailleurs est précisément la recherche d’un équilibre entre la liberté de prestation de services transfrontaliers et le maintien de la protection du marché du travail dans le pays d’accueil. Dans le cadre de consultations au sein de la commission de l’emploi et des affaires sociales, des représentants patronaux et syndicaux nous ont affirmé que la directive sur le détachement de travailleurs était de qualité suffisante, mais qu’elle était très complexe. Employeurs et travailleurs ne disposent dès lors pas d’une connaissance suffisante de leurs obligations et de leurs devoirs. Nous devons remédier à ce problème. Il doit pouvoir être facile d’agir dans le respect de la législation, et cet état de choses doit être garanti par la fourniture d’informations - compréhensibles, bien sûr - dans la langue maternelle de chacun. Un accès aisé à ces informations est également indispensable en vue de faciliter la résolution des problèmes. La Commission a constaté que les États membres n’ont pas toujours confiance dans les informations échangées entre les pays, et je pense dès lors qu’il est opportun de renforcer la coopération en cours entre les États membres dans ce domaine. Par ailleurs, l’agence de Dublin pour l’amélioration des conditions de vie et de travail devrait s’atteler à échanger les bonnes pratiques et à associer ce faisant les partenaires du marché du travail et les États membres dans un processus positif. Concernant la question, évoquée par M. Andersson, de l’obligation de disposer d’un représentant dans le pays d’accueil et la question de la documentation sur le lieu de travail, je pense également qu’il est important que nous maintenions un juste équilibre. Cet équilibre, la Commission l’a fondamentalement trouvé selon moi. C’est dans ce contexte que nous avons déposé des amendements à ce rapport. Le représentant ne doit pas nécessairement être présent physiquement dans le pays d’accueil. Nous sommes d’accord sur cette question, et je voudrais qu’elle soit clarifiée. Concernant la référence aux affaires Laval et Waxholm, il me semble que nous devrions attendre la décision finale avant de les utiliser comme des principes directeurs de la jurisprudence. Voilà qui conclut mes observations."@fr⁸ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@hu¹¹ "Signora Presidente, signor Commissario, desidero esprimere l’appoggio del mio gruppo per la linea scelta dalla Commissione a proposito di questa direttiva: la Commissione ha deciso di credere nella messa a disposizione di migliori informazioni e nella cooperazione rafforzata tra gli Stati membri e, nel caso di gravi infrazioni, il ricorso alla Corte di giustizia. Purtroppo, dobbiamo ammettere che, in un’Unione allargata con forti differenze di reddito, c’è molta insicurezza, anche relativamente a questa questione. Da un lato, si teme che i lavoratori distaccati in un altro Stato membro debbano lavorare in condizioni sociali inferiori alla norma nel paese ospitante, il che potrebbe costituire una minaccia per la sicurezza dell’occupazione. Dall’altro, ci sono ancora molti ostacoli burocratici al libero scambio di servizi nell’UE. Questi fattori impediscono la concorrenza e portano a servizi di qualità inferiore. L’obiettivo della direttiva sul distacco dei lavoratori è quello di creare il giusto equilibrio tra la libera prestazione di servizi a livello transfrontaliero e, contemporaneamente, il mantenimento della protezione del mercato del lavoro nel paese ospitante. Durante le consultazioni nella commissione per l’occupazione e gli affari sociali, i rappresentanti dei lavoratori e i sindacati ci hanno detto che la direttiva sul distacco dei lavoratori è buona ma molto complicata. Quindi, i datori di lavoro e i lavoratori non conoscono a sufficienza i loro diritti e i loro doveri, e questa è una situazione che dobbiamo correggere. Potere agire secondo la legge deve essere semplice e immediato e tutto ciò deve essere realizzato tramite l’informazione, informazione comprensibile per i cittadini, i quali devono avere anche un facile accesso all’assistenza per risolvere i problemi. La Commissione ha notato che gli Stati membri non sempre si fidano delle informazioni scambiate tra paesi e quindi penso che sia una buona idea rafforzare la cooperazione già in corso tra gli Stati membri in questo settore. Inoltre, l’Agenzia di Dublino sulle condizioni di vita e di lavoro si dovrebbe fare carico dello scambio delle buone pratiche, coinvolgendo sia le parti sociali sia gli Stati membri in un processo positivo. Sulla questione citata dall’onorevole Andersson della necessità che un rappresentante sia presente nel paese ospitante e sulla questione dei documenti sul posto di lavoro, anch’io penso che sia importante mantenere il giusto equilibrio, e penso che la Commissione sia riuscita a trovarlo. Questo è il contesto in cui si collocano i nostri emendamenti. Il rappresentante non deve necessariamente essere presente fisicamente nel paese ospitante. Su questo siamo d’accordo e vorrei che fosse chiaro. Per quanto riguarda il caso o penso che dovremmo aspettare la decisione finale prima di utilizzarlo come riferimento."@it¹² "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@lt¹⁴ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@lv¹³ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@mt¹⁵ "Mevrouw de Voorzitter, mijnheer de commissaris, namens mijn fractie wil ik graag de aanpak steunen die de Commissie heeft gekozen in verband met deze richtlijn, namelijk om zich te richten op betere informatie, versterking van de samenwerking tussen lidstaten en, bij ernstige overtredingen, het voor het Europees Hof van Justitie dagen van lidstaten. Helaas moeten we echter erkennen dat dit onderwerp in een uitgebreide Europese Unie met grote inkomensverschillen gerelateerd is aan een grote mate van onzekerheid en gebrek aan bescherming. Er bestaat de vrees dat werknemers die in een andere lidstaat werken onder slechtere sociale omstandigheden werken dan de normale omstandigheden die in het gastland gelden en dat op die manier de werkzekerheid wordt bedreigd. Aan de andere kant zien we nog steeds vele bureaucratische barrières voor de vrije uitwisseling van diensten in de EU. Dit belemmert de concurrentie en leidt tot slechte dienstverlening aan de burgers. En wat de detacheringsrichtlijn nu precies moet garanderen is het evenwicht tussen de vrije mogelijkheid om diensten te leveren over de grenzen heen en de inachtneming van de arbeidsmarktbescherming in het gastland. Bij raadplegingen in de Commissie werkgelegenheid en sociale zaken vertelden vertegenwoordigers van werkgevers en vakbonden ons al eerder dat de detacheringsrichtlijn feitelijk goed genoeg is, maar ook heel ingewikkeld. Daardoor kennen werkgevers en werknemers hun rechten en plichten niet goed genoeg en daar moeten we iets aan doen. Het moet gemakkelijk en eenvoudig zijn om dingen op een wettige manier te doen en dat kan worden bereikt door informatievoorziening – let wel, begrijpelijke informatie – in de eigen taal en met gemakkelijke toegang tot hulp als er problemen moeten worden opgelost. De Commissie heeft geconstateerd dat de lidstaten niet altijd vertrouwen hebben in de informatie die tussen de lidstaten wordt uitgewisseld en daarom is het naar mijn mening een goed idee om de lopende samenwerking tussen de lidstaten op dit gebied te versterken. Bovendien zou de Europese Stichting tot verbetering van de levens- en arbeidsomstandigheden, gevestigd in Dublin, moeten zorgen voor de uitwisseling van goede praktijken, zodat zowel de arbeidsmarktpartners als de lidstaten bij een positief proces worden betrokken. Wat betreft de door de heer Andersson aan de orde gestelde kwestie van de door het gastland geëiste vertegenwoordiger en wat betreft de kwestie van de documentatie op de werkplek ben ik ook van mening dat het belangrijk is om het juiste evenwicht te bewaren en in principe vind ik eigenlijk dat de Commissie die balans gevonden heeft. Dit is de achtergrond van onze amendementen op het verslag. De vertegenwoordiger hoeft niet noodzakelijkerwijs fysiek aanwezig te zijn in het gastland. Daar zijn we het over eens en dit punt wil ik graag duidelijk gesteld hebben. Aangaande de verwijzing naar de zaak-Laval of de zaak-Waxholm ben ik van mening dat we het definitieve besluit moeten afwachten, voordat we deze kwestie als leidraad voor de juridische status gebruiken. Daarmee ben ik aan het einde van mijn opmerkingen gekomen."@nl³ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@pl¹⁶ "Senhora Presidente, Senhor Comissário, em nome do meu grupo desejo apoiar a abordagem escolhida pela Comissão relativamente a esta directiva, nomeadamente de apostar no fornecimento de melhor informação, no reforço da cooperação entre os Estados-Membros e de querer levar os Estados-Membros perante o Tribunal de Justiça Europeu em caso de infracção grave. Infelizmente, temos de reconhecer que numa UE alargada, onde se verificam diferenças significativas nos níveis de rendimentos, existe muita insegurança, incluindo no que diz respeito a este aspecto. Por um lado, existe o receio de os trabalhadores destacados para outros Estados-Membros ficarem sujeitos a condições de trabalho inferiores às normais no país anfitrião e que esta situação possa constituir uma ameaça para a segurança do emprego. Por outro, continuam a existir muitos obstáculos burocráticos à livre troca de serviços na UE. Estes factores constituem um entrave à concorrência e significam que as pessoas acabam por desfrutar de serviços de pior qualidade. A Directiva relativa ao destacamento dos trabalhadores visa, justamente, alcançar um equilíbrio adequado entre a liberdade de prestar serviços transfronteiriços e a manutenção simultânea da protecção no mercado de trabalho do país anfitrião. Durante as consultas na Comissão do Emprego e dos Assuntos Sociais, foi-nos referido por representantes das entidades patronais e dos sindicatos que a Directiva relativa ao destacamento de trabalhadores é, de facto, suficientemente positiva, mas que é muito complicada. Em consequência disso, as entidades patronais e os trabalhadores não possuem conhecimento suficiente dos seus direitos e obrigações, uma situação em relação à qual é necessário intervir. Agir dentro da lei deve poder ser simples e directo, uma situação que cabe assegurar através do fornecimento de informação, a qual deve ser compreensível e escrita na língua dessas pessoas. As pessoas também devem ter acesso facilitado a ajuda para a resolução de eventuais problemas. A Comissão constatou que os Estados-Membros nem sempre confiam na informação que é trocada entre os países, pelo que considero que seria uma boa ideia agora reforçar a cooperação entre os Estados-Membros nesta área. Além disso, a Agência de Dublin para a Segurança e Saúde no Trabalho deveria tomar uma iniciativa para a troca de boas práticas, envolvendo dessa forma tanto os parceiros do mercado do trabalho como os Estados-Membros num processo positivo. Relativamente à questão levantada pelo senhor deputado Andersson, nomeadamente de se exigir ao país anfitrião que exista um representante e a emissão de documentação no local de trabalho, também penso que é relevante manter o equilíbrio certo e penso, sinceramente, que foi justamente este equilíbrio que a Comissão conseguiu encontrar. É nesta base que assentam as nossas alterações ao relatório. O representante não necessita de estar fisicamente presente no país anfitrião. É um aspecto sobre o qual estamos de acordo e que gostaria que ficasse claro. Relativamente às referências ao caso Laval ou Waxholm, penso que devemos aguardar a decisão final antes de nos basearmos neste caso como orientação relativamente ao estado do direito. E com isto concluo as minhas observações."@pt¹⁷ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@ro¹⁸ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@sk¹⁹ "Fru formand! Hr. kommissær! Jeg vil på min gruppes vegne bakke op om den tilgang, Kommissionen har valgt i forbindelse med dette direktiv. Nemlig at satse på bedre information, på forstærket samarbejde mellem medlemslandene og i grove tilfælde af overtrædelser tage dem for Domstolen. Desværre må vi jo erkende, at i et udvidet EU med store indkomstforskelle er der meget usikkerhed og utryghed knyttet til dette tema. Det er frygten for, at medarbejdere udstationeret i et andet medlemsland arbejder under ringere sociale vilkår end de normale i værtslandet og på den måde skaber en trussel mod den sociale tryghed. Og på den anden side ser vi stadig mange bureaukratiske hindringer for den frie udveksling af tjenester i EU. Det hæmmer konkurrencen og giver dårligere service til borgerne. Og det er jo netop den balance udstationeringsdirektivet skal sikre. At der er fri mulighed for at levere service på tværs af grænser, og at det sker under overholdelse af arbejdsmarkedsbeskyttelsen i værtslandet. Ved høringer i Beskæftigelsesudvalget har vi tidligere af repræsentanter fra arbejdsgivere og fagforeninger fået fortalt, at udstationeringsdirektivet faktisk er godt nok, men det er meget indviklet. Derfor kender arbejdsgivere og lønmodtagere ikke deres pligter og rettigheder godt nok. Og det skal vi gøre noget ved. Det skal være let og enkelt at gøre tingene på den lovlydige måde, og det skal ske ved information, vel at mærke forståelig information, på ens eget sprog og med let adgang til at få hjælp til løsning af problemer. Kommissionen har konstateret, at medlemslandene ikke altid har tillid til de informationer, der udveksles mellem landene, og jeg synes, det er en god ide, at man derfor nu forstærker det løbende samarbejde mellem medlemslandene på dette område. Desuden bør Dublin-agenturet for levevilkår tage på sig at udveksle god praksis og på den måde inddrage både arbejdsmarkedsparter og medlemslandene i en positiv proces. I spørgsmålet om værtslandets krav om en repræsentant, som hr. Jan Andersson nævnte, og om dokumentation på arbejdsstedet mener jeg også, det er vigtigt, at vi holder den rigtige balance, og jeg mener egentlig grundlæggende, at det er den Kommissionen har fundet. Det er baggrunden for vores ændringsforslag til betænkningen. Repræsentanten skal ikke nødvendigvis være fysisk til stede i værtslandet. Det er vi enige om, og det vil jeg godt have præciseret. Vedrørende henvisningen til Laval-sagen eller Waxholm-sagen mener jeg, at vi skal afvente den endelige afgørelse, før vi bruger denne sag som vejledning for retstilstanden. Og det var de bemærkninger, jeg havde."@sl²⁰ ". Fru talman, herr kommissionsledamot! På min grupps vägnar vill jag stödja den uppläggning som kommissionen har valt i samband med detta direktiv, nämligen att sätta tilltro till tillhandahållandet av bättre information och förbättrat samarbete mellan medlemsstaterna och i fall av allvarliga överträdelser ställa medlemsstaterna inför EG-domstolen. Tyvärr måste vi naturligtvis erkänna att det i ett utvidgat EU med stora inkomstskillnader finns mycket osäkerhet, inklusive osäkerhet i samband med denna fråga. Å ena sidan finns rädslan för att arbetstagare som utstationeras i en annan medlemsstat kommer att arbeta under sämre sociala förhållanden än vad som är normalt i värdlandet och att detta förhållande kommer att utgöra ett hot mot anställningstryggheten. Å andra sidan finns det fortfarande många byråkratiska hinder för det fria utbytet av tjänster inom EU. Dessa faktorer hämmar konkurrensen och innebär att människor får sämre tjänster. Syftet med utstationeringsdirektivet är givetvis att få en bra balans mellan friheten att tillhandahålla gränsöverskridande tjänster och bevarandet av arbetsmarknadsskyddet i värdlandet. Vid samråd i utskottet för sysselsättning och sociala frågor har vi tidigare fått veta av arbetsgivarnas företrädare och organisationer att utstationeringsdirektivet i sak är tillräckligt bra men att det är mycket komplicerat. Arbetstagare och arbetsgivare har därför inte tillräckligt bra kunskaper om sina skyldigheter och rättigheter och det är ett förhållande som vi måste göra något åt. Det måste vara enkelt och okomplicerat att göra saker på ett laglydigt sätt och ett sådant tillstånd måste skapas genom tillhandahållandet av information – begriplig information, märk väl – på människors eget språk. Människor behöver också enkel tillgång till hjälp att lösa problem. Kommissionen har noterat att medlemsstaterna inte alltid har förtroende för den information som utbyts mellan länder och jag anser därför att det är en bra idé att nu förstärka det pågående samarbetet mellan medlemsstaterna på detta område. Dessutom bör Europeiska institutet för förbättring av levnads- och arbetsvillkor ta som sin uppgift att utbyta goda metoder och därigenom engagera arbetsmarknadens parter och medlemsstaterna i en positiv process. På den fråga som togs upp av Jan Andersson om att det måste finnas en representant i värdlandet och frågan om dokumentation på arbetsplatsen anser även jag att det är viktigt att bevara den rätta balansen och jag tror faktiskt att kommissionen har hittat den balansen. Detta är bakgrunden till våra förslag till ändringar av betänkandet. Representanten behöver inte nödvändigtvis vara fysiskt närvarande i värdlandet. Det är något som vi är överens om och det vill jag se klargjort. I frågan om hänvisningen till Laval- eller Waxholmsfallet anser jag att vi måste invänta det slutliga avgörandet innan vi använder saken som vägledning om rättspraxis. Det avslutar mina påpekanden."@sv²²
lpv:unclassifiedMetadata	"Anne E. Jensen,"^{18,5,20,15,1,19,14,11,16,2,13} "Laval"^12,12 "Waxholm"¹² "for ALDE-Gruppen"^{18,5,20,15,1,19,14,16,11,2,13}