Local view for "http://purl.org/linkedpolitics/eu/plenary/2001-07-04-Speech-3-331"
| Predicate | Value (sorted: default) |
|---|---|
| rdf:type | |
| dcterms:Date | |
| dcterms:Is Part Of | |
| dcterms:Language | |
| lpv:document identification number |
"en.20010704.9.3-331"4
|
| lpv:hasSubsequent | |
| lpv:speaker | |
| lpv:spoken text |
". - Herr Präsident, Frau Kommissarin, meine sehr geehrten Damen und Herren, liebe Kolleginnen und Kollegen! Ich bedaure, dass ich zu Beginn meinem Kollegen Markus Ferber aus Bayern sagen muss, dass er an den Stellen, wo er gehofft hat, Gemeinsamkeiten zu finden, diese nicht so direkt finden wird, und ich sage auch gleich warum. Er hat gesagt, wir müssen erst eine andere institutionelle Fortentwicklung der Europäischen Union haben, bevor wir über die Finanzen in der Europäischen Union sprechen sollten. Ich halte das für falsch. Man sieht es an den Themen, die wir heute auf dem Tisch haben, ganz besonders.
Wenn ein Bürger heute gefragt wird, wofür die Europäische Union ihr Geld ausgibt, dann sagen 30%, um ihre Verwaltungsausgaben zu decken, weitere 30% wissen überhaupt nicht, wofür das Geld ausgegeben wird. Das sind 60%, die nicht wissen, wie wir hier mit den Summen umgehen, die uns vom Steuerzahler zur Verfügung gestellt wurden. Der Steuerzahler weiß aber, es sind Unsummen aus seiner Sicht. Es sind ungeheure Summen, die da ausgegeben werden, und ich glaube, gerade heute wäre der Bürger wieder sehr überrascht über das, was er auf der europäischen Ebene geboten bekommt.
Wir haben auf der einen Seite einen Nachtrags- und Berichtigungshaushalt. In einem von denen zeigt die Europäische Union, zeigt die Kommission, dass sie dem Willen des Parlaments nur bruchstückhaft zu folgen gedenkt, zumindest was die Teile angeht, die UCLAF bzw. die neue Einrichtung OLAF betreffen. Wir haben eine sehr eindeutige Aussage gemacht im Verlauf des Jahres.
Wir wollten das Personal und das Personaltableau so gestaltet haben, dass hier eine neue Institution geschaffen wird, die modernen Anforderungen gerecht wird. Wir haben es eigentlich nur unserem Kollegen Herbert Bösch zu verdanken, dass da der Finger in die Wunde gelegt wurde, dass man nicht versucht hat, Personal umzuschichten und die gleiche Institution, die beim letzten Mal ja doch relativ stark diskutiert und visiert wurde, in eine andere zu überführen, die dann mit ähnlichen Personen nicht völlig neue Strukturen haben kann. Das muss an dieser Stelle ebenfalls kritisiert werden.
Der zweite Punkt ist, wir werden 11 Mrd. Euro an die Mitgliedstaaten zurücküberweisen. 11 Mrd. Euro heißt, dass wir eine Unternutzung des Haushalts von um die 10% haben. Wir haben eine Unternutzung im Bereich der Verbraucherpolitik. Da werden nämlich nur 74,7% der Mittel verwendet. Verbraucherpolitik, das muss man sich auf der Zunge zergehen lassen. Das ist das, worüber wir in den letzten Monaten, ja Jahren so intensiv diskutiert haben wie über nichts anderes, und gerade da werden nur 75% der Mittel ausgegeben.
Bei einem der größten Probleme der Europäischen Union, der Unterbeschäftigung, haben wir Gelder zur Verfügung gestellt. Ich nenne Ihnen die Ausgabenquote im Bereich der Beschäftigungspolitik: 39,6%. Wir haben mehrere Millionen Arbeitslose, es sind Gelder zur Verfügung gestellt, und nur knapp 40% dieser Mittel können ausgegeben werden. Das können Sie einem europäischen Bürger kaum noch erklären.
Wir geben also Milliardenbeträge zurück! Man kann auch in die Kategorie IV, in den außenpolitischen Bereich, gehen, da werden für den Bereich der europäischen Initiative für Demokratie und den Schutz der Menschenrechte - ein Thema, das wir bei jeder Entschließung, bei den Dringlichkeiten immer wieder ganz groß abfeiern - knapp 60% der Mittel ausgegeben. Der Rest verfällt und geht zurück an die Mitgliedstaaten.
Ich sage Ihnen sehr deutlich: Die europäischen Bürger müssen wissen, wo das Geld hingeht. Sie müssen aber auch wissen, wo es herkommt. Auch das wird heute ganz spezifisch diskutiert, denn es wird immer so diskutiert, als ob die Mitgliedstaaten dieses Geld zur Verfügung stellen, und das ist heute auch der Fall. Wir müssen dafür sorgen, dass die Bürger das verstehen. Wir müssen sowohl die Einnahmenseite als auch die Ausgabenseite transparenter machen. Wir können keinem mehr erklären, warum wir in den Haushaltsberatungen zuerst 11 Milliarden mehr erstreiten im Kampf mit dem Rat, um sie dann im Nachtrags- und Berichtigungshaushalt zu Beginn des nächsten Jahres zurückzuüberweisen, weil sie nicht gebraucht wurden. Dann geht das Geld in die entsprechenden nationalen Haushalte. Wir müssen also davon wegkommen. Es muss eine verlässliche, eine berechenbare, für die Bürger sichtbare Einnahmequelle geben - wie immer die jetzt gestrickt sein muss, da darf man nicht huddeln, an der Stelle gebe ich Markus Ferber Recht. Da darf man nicht im Schnellschussverfahren möglichst schnell irgend etwas auf die Bühne bringen, denn eine unkoordinierte, eine unstrukturierte Diskussion führt da nur zu Verwirrung. Das müssen wir schaffen. Wenn wir das einmal auf der Einnahmeseite haben, wenn das direkt an den Bürger angebunden ist, und dann auch die Ausgabenseite von den Bürgern kontrolliert wird - die werden nämlich schauen, was wir mit dem Geld machen -, dann wird es keine Rücküberweisung an die Mitgliedstaaten geben, sondern die werden uns dann fragen: Wie seid Ihr denn tatsächlich damit umgegangen? An der Stelle bringt man die beiden Themen zusammen, die wir heute diskutieren, nämlich Nachtrags- und Berichtigungshaushalt mit massiven Geldverschiebungen einerseits und Eigenmittelseite andererseits, also die Frage: Was bezahlt der Bürger für dieses Europa?
Ich denke, wir müssen keine Angst davor haben, mit den Bürgern über das zu reden, was wir tun. Wir haben sehr gute Argumente, wir haben sehr gute Politikbereiche und Politiken, und die können wir darstellen. Wir sollten keine Angst vor dem Bürger haben, sondern sehr offen und transparent an ihn herangehen und ihn einladen, mit uns Europa hier aufzubauen."@de7
|
| lpv:spokenAs | |
| lpv:translated text |
"Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg beklager, at jeg må indlede med at sige til Markus Ferber fra Bayern, at han på de steder, hvor han har håbet at finde fælles synspunkter, ikke finder disse direkte, og jeg siger også med det samme hvorfor. Han sagde, at vi først skulle have en anden institutionel videreudvikling af EU, før vi skulle tale om finanserne i EU. Det anser jeg for forkert. Det ser man ganske særligt på de emner, som vi i dag har på bordet.
Hvis en borger i dag bliver spurgt, hvad EU bruger sine penge til, siger 30% til dækning af administrationsudgifter, yderligere 30% aner ikke, hvad pengene bruges til. Det er 60%, som ikke ved, hvordan vi her omgås de summer, som er blevet stillet os til rådighed af skatteyderen. Skatteyderen ved dog, at det er enorme beløb set med hans øjne. Det er uhyre summer, som gives ud, og jeg tror, at netop i dag ville borgeren igen blive meget overrasket over, hvad han bliver budt på det europæiske plan.
Vi har på den ene side et tillægs- og ændringsbudget. I et af dem viser EU, viser Kommissionen, at den kun har til hensigt at følge Parlamentets vilje i brudstykker, i det mindste hvad angår de dele, som vedrører UCLAF eller det nye organ OLAF. Vi kom med en meget entydig udtalelse i løbet af året.
Vi ønskede personalet og personaleplanen udformet på en sådan måde, at der skabes en ny institution, som lever op til moderne krav. Vi kan egentlig udelukkende takke Herbert Bösch for, at der blev gjort tydeligt opmærksom på misforholdet, at man ikke har forsøgt at omrokere personalet og at overføre den samme institution, som sidste gang blev diskuteret og justeret relativt meget, til en anden, som med lignende personer ikke kan have fuldstændig nye strukturer. Det skal også kritiseres her.
Det andet punkt er, at vi vil tilbageføre 11 milliarder euro til medlemsstaterne. 11 milliarder euro vil sige, at vi har en manglende udnyttelse af budgettet på ca. 10%. Vi har en manglende udnyttelse inden for forbrugerpolitikken. Her anvendes nemlig kun 74,7% af midlerne. Forbrugerpolitik, det må man lade smelte på tungen. Det er det, som vi har diskuteret så intensivt som intet andet i de sidste måneder, ja år, og netop dér gives kun 75% af midlerne ud.
Vi har stillet penge til rådighed til et af de største problemer i EU, underbeskæftigelsen. Jeg nævner for Dem udgiftskvoten inden for beskæftigelsespolitikken: 39,6%. Vi har flere millioner arbejdsløse, der er stillet penge til rådighed, og kun knapt 40% af disse midler kan gives ud. Det kan De næppe forklare en europæisk borger.
Vi giver altså milliardbeløb tilbage! Man kan også se på udgiftsområde 4, eksterne forbindelser, her bliver der til det europæiske initiativ for demokrati og beskyttelsen af menneskerettighederne givet knapt 60% af midlerne ud - og det er et emne, som vi ved hver beslutning, ved de uopsættelige forhandlinger igen og igen underholder os med i stor stil. Resten forfalder og gives tilbage til medlemsstaterne.
Jeg siger klart og tydeligt til Dem, at de europæiske borgere er nødt til at vide, hvor pengene går hen. De skal dog også vide, hvor de kommer fra. Også det diskuteres i dag ganske specifikt, for det diskuteres altid på en måde, som om medlemsstaterne stiller disse penge til rådighed, og det er også tilfældet i dag. Vi skal sørge for, at borgerne forstår det. Vi skal gøre både indtægtssiden og udgiftssiden mere gennemsigtig. Vi kan ikke mere forklare nogen, hvorfor vi i budgetforhandlingerne først tilkæmper os 11 milliarder mere i kampen med Rådet for så i begyndelsen af det følgende år at tilbageføre dem i tillægs- og ændringsbudgettet, fordi de ikke er blevet brugt. Så går pengene i de pågældende nationale budgetter. Det skal vi altså væk fra. Der skal være en pålidelig, en beregnelig, en for borgerne synlig indtægtskilde - hvordan den så end skal strikkes sammen, her må man ikke sjuske, her giver jeg Markus Ferber ret. Her må man ikke i lyntempo så hurtigt som muligt bringe et eller andet på bane, for en ukoordineret, en ustruktureret diskussion fører kun til forvirring. Det skal vi klare. Når vi engang har det i orden på indtægtssiden, når det er knyttet direkte til borgeren, og så også udgiftssiden bliver kontrolleret af borgerne - de vil nemlig se, hvad vi gør med pengene - så vil der ikke finde en tilbageførsel til medlemsstaterne sted, men de vil så spørge os: Hvordan har I så brugt dem? I stedet for blander man de to emner sammen, som vi diskuterer i dag, nemlig tillægs- og ændringsbudgettet med massive pengeforskydningerne på den ene side og egne indtægter på den anden side, altså spørgsmålet: Hvad betaler borgerne for dette Europa?
Jeg synes ikke, vi skal være bange for at tale med borgerne om, hvad vi gør. Vi har meget fine argumenter, vi har meget gode politiske områder og politikker, og dem kan vi beskrive. Vi bør ikke være bange for borgerne, men gå åbent og gennemsigtigt til dem og indbyde dem til at opbygge Europa sammen med os."@da1
".
Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, I am afraid I must begin by informing Markus Ferber from Bavaria that he will not necessarily find commonalities on those points where he hoped to find them. Let me explain why. He said that we must first establish a different form of institutional development for the European Union before we talk about the EU’s finances. I think this is wrong. This is especially apparent from the issues before us today.
If you ask any member of the public nowadays what the European Union spends its money on, 30% will say ‘to cover its administrative costs’, and another 30% will have no idea at all where the money goes. That means that 60% do not know what we do with the resources provided by the tax-payer. However, the tax-payers know that what they see as massive amounts of money are involved. Enormous sums of money are spent, and I think that today of all days, the general public would be astonished, yet again, by what is happening at European level.
On the one hand, we have a Draft Supplementary and Amending Budget. In one of them, the European Union, the Commission, shows that it has no intention of complying more than cursorily with the will of Parliament, at least as far as the sections on UCLAF or the new OLAF structure are concerned. We made a very clear statement on this issue during the year.
We wanted to shape personnel and the staffing structure in such a way as to create a new institution which fulfils modern requirements. In fact, it is only thanks to our colleague Herbert Bösch, who was willing to grasp the nettle, that no attempt was made to redeploy the staff and reshape this same institution – which, of course, was the focus of intensive debate last time – into another, which cannot develop entirely new structures as its personnel remains the same. This also deserves criticism here.
My second point is this. We will be returning EUR 11 billion to the Member States. EUR 11 billion means that we have a budget underspend of around 10%. We have an underspend in the field of consumer policy, where just 74.7% of funds are being used. Consumer policy – that is a word to savour! This is the issue we have spent more time and energy discussing over the last few months, if not years, than any other – and yet only 75% of its budget is actually being spent.
We have allocated funds to address one of the European Union’s major problems, namely under-employment. Let me give you the rate of expenditure in the field of employment policy: 39.6%. We have millions of unemployed, money has been made available, and yet less than 40% of these funds is being spent. Explain that to the European public!
We are handing back billions! In category IV, i.e. external actions, we see that just under 60% of the funds allocated to the European initiative for democracy and the protection of human rights – an issue which we spend hours discussing for every resolution, as well as under "urgent business" – is being spent. The rest is forfeited and goes back to the Member States.
Let me make it very clear: the European public must be told where the money goes. However, they should also be told where it comes from. That is being discussed quite specifically today, for it is always implied that the Member States provide the money. That is the case here today as well. We must ensure that the public understands the situation. We must make the revenue side and the expenditure side more transparent. We cannot continue to explain why we battle against the Council in the budget debates to secure an extra 11 billion, only to hand it back in the Draft Supplementary and Amending Budget at the beginning of the following year because it has not been used. The money then goes back into the relevant national budgets. We must move away from this situation. There must be a reliable and accountable source of revenue which is transparent to the public. Whatever form this takes, we must not cobble together a solution – Markus Ferber is quite right on that point. We must not be tempted, as a knee-jerk reaction, to agree any old solution as quickly as possible, for an uncoordinated, unstructured debate only leads to confusion. We must be able to manage this. Once we have set this up on the revenue side, once it is directly linked to citizens, and the expenditure side is then controlled by citizens as well – for they will look very carefully at what we are doing with the money – no further funds will be returned to the Member States. Instead, they will ask us: how have you actually managed the money? This is where we draw together the two issues which we are discussing today – the Draft Supplementary and Amending Budget, with massive movements of money on the one hand and own resources on the other. In other words, the issue is this: how much is the public actually paying for Europe?
In my view, there is no need to be frightened about telling the public what we are doing. We have good arguments, we have very good policy areas and policies, and we can present them persuasively. There is no need to be frightened of the public: we simply need to approach them very openly and transparently, and invite them to work with us on building Europe here."@en3
". – (DE) Señor Presidente, señora Comisaria, señoras y señores, estimadas y estimados colegas, lamento tener que decir para comenzar a mi colega Ferber de Baviera que de los puntos en los que ha esperado encontrar aspectos comunes no los va a encontrar tan directamente y voy a decir enseguida porqué. Ha dicho que primero tenemos que desarrollar de otro modo las instituciones de la Unión Europea antes de hablar sobre las finanzas de la misma. Lo considero erróneo. Se ve muy en especial en los temas que tenemos hoy sobre la mesa.
Si se pregunta hoy a un ciudadano en qué se gasta la Unión Europea su dinero, el 30% dice que en cubrir sus gastos administrativos y otro 30% no sabe en absoluto en qué. Se trata de un 60% que no sabe qué hacemos aquí con las sumas que nos ponen a disposición los contribuyentes. Pero el contribuyente cree que son enormes sumas. Son gigantescas sumas que se gastan y creo que precisamente hoy el ciudadano se quedaría muy sorprendido sobre lo que obtiene de Europa.
Tenemos por un lado un presupuesto rectificativo y suplementario. En uno de ellos, la Unión Europea y la Comisión muestran que sólo piensan seguir de modo incompleto la voluntad del Parlamento, al menos en lo que se refiere a la UCLAF o la nueva OLAF. Hemos realizado una declaración muy clara en el curso del año.
Queremos configurar el personal y el organigrama de tal modo que se cree una nueva institución que haga justicia a los requerimientos actuales. Sólo tenemos que agradecer a nuestro colega Herbert Bösch que haya colocado el dedo en la llaga pero que no haya intentado reubicar al personal y trasladar la misma institución que en la última ocasión había sido debatida y cuestionada con relativa intensidad a otra que con personas similares no puede tener estructuras totalmente nuevas. Esto debe ser criticado aquí del mismo modo.
El segundo punto es que vamos a devolver a los Estados miembros 11.000 millones de euros. Esta suma significa que realizamos un uso insuficiente del presupuesto en aproximadamente un 10%. Este uso insuficiente tiene lugar en el campo de la política del consumidor. Aquí se emplean solamente el 74,7% de los créditos. Política del consumidor; hay que repetirlo lentamente dos veces. Es un tema sobre el que hemos debatido durante los últimos meses y años con una intensidad no equiparable en otros campos y precisamente aquí se gastan solamente el 75% de los créditos.
En uno de los mayores problemas de la Unión Europea, el subempleo, hemos puesto fondos a disposición. Les indico la cuota de gastos en el campo de la política de empleo: 39,6%. Tenemos varios millones de desempleados, se han puesto fondos a disposición y apenas se ha podido gastar un 40% de dichos fondos. Esto no se lo pueden explicar a ningún ciudadano europeo.
Así pues, devolvemos miles de millones. Se puede ir también a la Categoría IV, al sector de política exterior. Aquí se gasta para el campo de la iniciativa europea por la democracia y la protección de los derechos humanos –un tema que pregonamos siempre a bombo y platillo en cualquier resolución o urgencia- apenas el 60% de los créditos. El resto caduca y retorna a los Estados miembros.
Les digo muy claramente: los ciudadanos europeos tienen que saber adónde va el dinero. Pero también tienen que saber de dónde viene. Hoy se discute también muy específicamente sobre esto, pues siempre se discute como si los Estados miembros pusiesen a disposición este dinero y este es actualmente también el caso. Tenemos que lograr que los ciudadanos lo comprendan. Tenemos que lograr mayor transparencia tanto en el lado de los ingresos como en el de los gastos. No podemos aclarar a nadie porqué en los debates presupuestarios arañamos primero 11 mil millones en pugna con el Consejo para devolverlos luego en el presupuesto rectificativo y suplementario a comienzos del año siguiente ya que no se han gastado. Entonces el dinero va a parar a los correspondientes presupuestos nacionales. Tenemos que salir de este círculo. Para los ciudadanos tiene que existir una fuente de ingresos fiable, calculable y visible, si bien doy la razón a mi colega Markus Ferber en que no hay que cebarse ahora en cómo debe ser su aspecto concreto. No se debe presentar algo lo más rápidamente posible mediante un procedimiento sumario, pues un debate no coordinado y desestructurado conduce solamente a la confusión. Tenemos que lograr esto. Si en una ocasión en el lado de los ingresos tenemos algo que está unido directamente a los ciudadanos y además el lado de los gastos es también controlado por ellos –pues observarán qué es lo que hacemos con el dinero- entonces no habrá devoluciones a los Estados miembros sino que nos preguntarán: ¿cómo habéis actuado en la práctica? En este lugar se unen los dos temas sobre los que debatimos hoy, a saber, presupuesto rectificativo y suplementario con desplazamientos masivos de dinero, por una parte, y el lado de los recursos propios, por la otra. Es decir, se plantea la pregunta: ¿qué es lo que paga el ciudadano por esta Europa?
Creo que no debemos tener miedo en hablar con los ciudadanos sobre lo que hacemos. Tenemos unos argumentos muy buenos, tenemos unos sectores políticos y políticas muy buenas que podemos presentar. No debemos tener miedo ante los ciudadanos sino acercarnos a ellos muy abiertamente y con transparencia e invitarles a construir con nosotros Europa."@es12
".
Arvoisa puhemies, arvoisa komission jäsen, hyvät naiset ja herrat, hyvät kollegat, olen pahoillani, että joudun sanomaan aluksi baijerilaiselle kollegalleni Markus Ferberille, ettei yhtäläisyyksiä ole välittömästi havaittavissa hänen toivomissaan asioissa, ja kerronkin heti miksi. Hän sanoi, että meidän pitäisi keskustella Euroopan unionin raha-asioista vasta sitten, kun unionin toimielimiä on kehitetty edelleen. Minusta se ei pidä paikkaansa. Se näkyy erityisesti tänään käsiteltävistä aiheista.
Jos kansalaisilta nykyään kysytään, mihin Euroopan unioni käyttää varojaan, 30 prosenttia heistä vastaa: hallintokulujensa kattamiseen, toiset 30 prosenttia ei tiedä lainkaan, mihin rahat menevät. Toisin sanoen 60 prosenttia kansalaisista ei tiedä, miten käytämme veronmaksajilta saamiamme rahoja. Veronmaksajat kuitenkin tietävät, että ne ovat heidän näkemyksensä mukaan valtavia rahamääriä. Täällä kulutetaan suunnattomia summia, ja luulen, että kansalaiset olisivat varsinkin tänään todella yllättyneitä siitä, mitä heille yhteisötasolla tarjotaan.
Meillä on ensinnäkin korjaavat ja täydentävät talousarviot. Yhdessä niistä Euroopan unioni ja komissio osoittavat aikovansa noudattaa parlamentin tahtoa vain osittain, ainakin ULAFiin tai uuteen OLAF-yksikköön liittyvissä asioissa. Olemme ilmaisseet kantamme erittäin selvästi tämän vuoden aikana.
Halusimme sellaisen henkilökunnan ja henkilöstötaulukon, joiden avulla on mahdollisuus luoda uusi nykyajan vaatimuksia vastaava toimielin. On oikeastaan vain kollegamme Herbert Böschin ansiota, että epäkohtaa osoitettiin sormella, ettei henkilökunnan rakennetta yritetty muuttaa eikä viime kerralla melko paljon keskustelua ja suunnitteluintoa herättänyttä toimielintä pyritty muuttamaan toiseksi toimielimeksi, jolla ei samanlaisen henkilökunnan vuoksi voi olla täysin uusia rakenteita. Tätäkin seikkaa on tässä kohtaa arvosteltava.
Toinen asia on, että maksamme 11 miljardia euroa takaisin jäsenvaltioille. Tuo summa tarkoittaa, että olemme käyttäneet talousarviosta 10 prosenttia arvioitua vähemmän. Olemme käyttäneet arvioitua vähemmän varoja kuluttajapolitiikkaan. Siihen tarkoitetuista määrärahoista käytettiin nimittäin vain 74,7 prosenttia. Sana kuluttajapolitiikka on nyt sanottava nautiskellen. Mehän olemme keskustelleet siitä viime kuukausina tai pikemminkin viime vuosina enemmän kuin mistään muusta, ja juuri tuolla politiikan alalla käytetään sitten vain 75 prosenttia määrärahoista.
Olemme myöntäneet varoja yhteen Euroopan unionin suurimmista ongelmista, nimittäin vajaatyöllisyyteen. Minäpä kerron teille, mikä on työllisyyspolitiikan menosuhde: se on 39,6 prosenttia. Meillä on monta miljoonaa työtöntä, ja määrärahoja on myönnetty, mutta näistä varoista käytettiin vain vajaa 40 prosenttia. Tätä tuskin pystytte enää selittämään unionin kansalaisille.
Me siis palautamme miljardeja euroja! Voimme tarkastella myös luokkaa IV, eli ulkopolitiikkaa, jolloin huomaamme, että Euroopan demokratia- ja ihmisoikeusaloitteeseen – aiheeseen, jonka merkitystä toitotamme jokaisessa päätöslauselmassa – käytetään vajaa 60 prosenttia määrärahoista. Loput päätyvät takaisin jäsenvaltiolle.
Selvennän teille vielä, että Euroopan unionin kansalaisten on tiedettävä, mihin rahat käytetään, mutta heidän on myös tiedettävä, miksi niin tehdään. Tästäkin keskustellaan tänään yksityiskohtaisesti, sillä asiasta keskusteltaessa tuntuu aina siltä kuin rahat olisivat peräisin jäsenvaltioilta, ja näin on tänäänkin. Meidän on varmistettava, että kansalaiset ymmärtävät rahojen käytön. Meidän on selkeytettävä sekä tulo- että menopuolta. Emme pysty selittämään enää kellekään, miksi me ensin taistelemme itsellemme 11 miljardia lisää määrärahoja neuvoston kanssa käydyissä talousarvioneuvotteluissa ja maksamme ne sitten seuraavan vuoden alussa korjaavan ja täydentävän talousarvion yhteydessä takaisin, koska rahoja ei käytettykään. Sitten rahat päätyvät jäsenvaltioiden talousarvioihin. Meidän on päästävä eroon tällaisesta toiminnasta. Meillä on oltava luotettava, arvioitavissa oleva ja kansalaisille selkeä tulonlähde – koostuipa se sitten mistä tahansa, näissä asioissa ei saa hutiloida, siinä Markus Ferber on oikeassa. Emme saa yrittää käsitellä asioita mahdollisimman nopeasti ja hätiköiden, sillä koordinoimaton ja jäsentelemätön keskustelu aiheuttaa vain hämmennystä. Siitä meidän on pidettävä kiinni. Kun teemme näin tulopuolella, kun tulopuoli on sidottu suoraan kansalaisiin, ja kun kansalaiset valvovat sitten menopuoltakin – he nimittäin katsovat, mitä me teemme rahoilla – silloin ei ole enää mitään takaisinmaksuja jäsenvaltioille, vaan kansalaiset kysyvät meiltä: miten te olette oikein käsitelleet unionin varoja? Tässä vaiheessa yhdistyvät molemmat tänään käsiteltävinä olevat aiheet, nimittäin korjaava ja täydentävä talousarvio valtavine rahansiirtoineen sekä unionin omat varat, siis kysymys kuuluu: mitä kansalaiset maksavat tästä Euroopasta?
Minusta meidän ei pidä pelätä keskustella kansalaisten kanssa tekemisistämme. Meillä on erittäin hyviä perusteluja, meillä on erittäin hyviä politiikan aloja ja politiikkoja, joita voimme heille esittää. Meidän ei tarvitse pelätä kansalaisia, vaan meidän pitää lähestyä heitä avoimesti ja pyytää heitä rakentamaan Eurooppaa kanssamme."@fi5
"Monsieur le Président, Madame la Commissaire, Mesdames et Messieurs, chers collègues, je regrette de devoir dire dès le départ à mon collègue bavarois Markus Ferber que, pour les points sur lesquels portent ses espoirs, il ne trouvera pas d'unanimité de manière aussi directe, et je vais maintenant m'en expliquer. Il a en effet indiqué qu'une évolution institutionnelle supplémentaire de l'Union européenne devait précéder toute discussion sur les finances de l'Union européenne. Je n'approuve pas cette démarche. On s'en aperçoit tout particulièrement aux thèmes qui sont aujourd'hui mis sur la table.
Lorsque les citoyens sont aujourd'hui interrogés sur la destination des dépenses de l'Union européenne, 30 % d'entre eux répondent qu'elles sont destinées à couvrir ses frais de fonctionnement, tandis que 30 % n'ont aucune idée de ce à quoi l'argent est consacré. 60 % des citoyens interrogés ne savent donc pas ce que nous faisons avec les ressources des contribuables. Mais le contribuable sait qu'il s'agit de sommes colossales de son point de vue. Ce sont des sommes énormes, qui sont ici dépensées, et je crois qu'aujourd'hui précisément, le citoyen serait de nouveau très surpris de ce qu'on exige de lui au niveau européen.
Nous avons d'une part un budget rectificatif et supplémentaire. Pour l'un d'entre eux, l'Union européenne et la Commission indiquent qu'elles n'ont l'intention de suivre la volonté du Parlement que de manière fragmentaire, du moins en ce qui concerne les parts de budget liées à l'UCLAF ou nouvel organisme, l'OLAF. Nous avons fait une déclaration très claire à ce sujet dans le courant de l'année.
Notre souhait était de mettre en place le personnel et de définir l'organigramme du personnel de façon à créer une nouvelle institution capable de répondre aux défis modernes. Nous ne devons véritablement qu'à notre collègue Herbert Bösch le fait que le doigt ait été posé sur la plaie et que l'on n'ait pas essayé de procéder à une nouvelle répartition du personnel et de transférer l'institution, dont il était question la dernière fois et qui a fait l'objet de discussions relativement acharnées, vers une nouvelle institution ne disposant pas, avec les mêmes personnes, de structures complètement neuves. C'est également très critiquable.
Le deuxième point est que nous restituerons 11 milliards d'euros aux États membres. 11 milliards d'euros, cela qui signifie que nous avons une sous-utilisation du budget d'environ 10 %. Nous avons une sous-utilisation dans le domaine de la politique des consommateurs. Seules 74,7 % des ressources sont ici utilisées. La politique des consommateurs, on doit la laisser fondre dans la bouche. C'est ce dont nous avons discuté ces derniers mois ou plutôt ces dernières années de manière si intensive, comme jamais l'occasion nous a été donnée de le faire, et c'est justement à ce domaine que nous ne consacrerons que 75 % des ressources disponibles.
En ce qui concerne l'un des plus gros problèmes de l'Union européenne, à savoir le sous-emploi, nous avons dégagé des fonds. Je vous cite le taux de dépenses dans le domaine de la politique de l'emploi : 39,6 %. Nous avons plusieurs millions de chômeurs, des fonds budgétaires sont votés et seuls 40 % à peine de ces ressources sont dépensés. Ce n'est pas possible d'expliquer cela à un citoyen européen.
Nous restituons par conséquent des montants de plusieurs milliards ! Intéressons-nous également à la catégorie IV, à savoir le domaine de la politique étrangère, pour lequel à peine 60 % des ressources allouées sont dépensées, alors qu'il s'agit du domaine de l'initiative européenne pour la démocratie et la protection des droits de l'homme - un thème que nous reprenons sans cesse avec force et persuasion à chaque résolution, lorsque des cas urgents se présentent. Le reste est abandonné et restitué aux États membres.
Je vous le dis très clairement : les citoyens européens doivent savoir où va l'argent. Mais ils doivent également savoir d'où vient cet argent. Nous en discutons aujourd'hui encore de manière tout à fait spécifique, car nous en parlons toujours comme si les États membres mettaient cet argent à disposition et c'est aujourd'hui également le cas. Nous devons veiller à ce que les citoyens comprennent cela. Nous devons rendre les recettes et les dépenses plus transparentes. Il n'est plus possible de devoir expliquer pourquoi nous nous battons vis-à-vis du Conseil dans les discussions budgétaires pour 11 milliards supplémentaires et les restituons ensuite au début de l'année suivante dans le budget rectificatif et supplémentaire, parce que cet argent n'a pas été utilisé. L'argent retourne ensuite dans les budgets nationaux correspondants. Nous devons éviter que cette situation puisse se produire. Les citoyens doivent prendre conscience que nos recettes proviennent de sources fiables et prévisibles - quelle que soit la tâche à accomplir, elle ne doit pas être bâclée, sur ce point je donne raison à Markus Ferber. À cet égard, il n'y a pas lieu de se précipiter pour apporter au plus vite quelque chose sur la scène ; en effet, une discussion non coordonnée, non structurée ne mène qu'à la confusion. Nous devons y arriver. Si nous y arrivons sur le plan des recettes, si nous les rattachons directement au citoyen et si les dépenses sont également contrôlées par les citoyens- ils regarderont en effet ce que nous faisons avec l'argent -, il n'y aura plus de restitution aux États membres, mais ils nous poseront la question : qu'avez-vous réellement fait de cet argent ? Sur ce point, les deux thèmes abordés aujourd'hui sont liés, à savoir budget rectificatif et supplémentaire avec reports de paiement massifs d'une part et ressources propres d'autre part, d'où la question : que paie le citoyen pour cette Europe ?
Je pense que nous ne devons pas avoir peur de parler avec les citoyens et leur dire ce que nous faisons. Nous avons de très bons arguments, nous avons de très bons services politiques et d'excellentes politiques et nous sommes capables de les présenter. Nous ne devrions pas avoir peur du citoyen, mais nous présenter à lui de manière très ouverte et transparente et l'inviter à construire l'Europe ici, avec nous."@fr6
"Signor Presidente, signora Commissario, onorevoli colleghi, signori e signore, mi dispiace dover iniziare col dire all'onorevole Ferber, della Baviera, che proprio dove sperava di trovare punti comuni le affinità non sono così dirette, e spiegherò anche i motivi. Egli ritiene che dobbiamo procedere ad un diverso assetto istituzionale prima di poter parlare delle finanze nell'Unione europea. Ritengo che abbia torto. Lo si vede in particolare analizzando gli argomenti in esame oggi.
Se oggi si chiede ad un cittadino come l'Unione europea spende le sue risorse, il 30 per cento risponde per coprire i costi amministrativi e un ulteriore 30 per cento non sa in genere come venga impiegato il denaro. In altre parole, il 60 per cento dei cittadini non sa come utilizziamo i fondi messi a disposizione dai contribuenti. Tuttavia il contribuente sa che dal proprio punto di vista sono somme esorbitanti. Vengono spesi importi ingenti e, credo, ancora oggi il cittadino sarebbe molto sorpreso di sapere cosa riceve in cambio a livello europeo.
Da un lato, abbiamo i bilanci rettificativi e suppletivi. Da uno di essi emerge che l'Unione europea, la Commissione, intende seguire la volontà del Parlamento solo in maniera frammentaria, almeno per quanto riguarda le parti relative all'UCLAF ovvero al nuovo organismo dell'OLAF. Nel corso dell'anno lo abbiamo dichiarato molto chiaramente.
Volevamo organizzare il personale e l'organico in modo tale da creare un nuovo organismo che soddisfi le esigenze dettate dai tempi moderni. Possiamo solo ringraziare l'onorevole Bösch, che ha messo il dito nella piaga, se nessuno ha tentato di riorganizzare l'organico e di trasformare lo stesso organismo, oggetto, nella precedente seduta, di una discussione dai toni abbastanza forti e di un attento esame, in un altro che non può avere strutture totalmente nuove senza una variazione dell'organico. E' un punto che dobbiamo criticare.
Il secondo punto è che dobbiamo restituire 11 miliardi di euro agli Stati membri. 11 miliardi di euro significano che abbiamo un sottoutilizzo del bilancio pari circa al 10 per cento. Abbiamo un sottoutilizzo nell'ambito della politica dei consumatori. In tale settore viene infatti impiegato solo il 74,7 per cento delle risorse. Dobbiamo tenere ben presente la politica dei consumatori, su cui abbiamo discusso negli ultimi mesi, anzi anni, più che di qualsiasi altro argomento, e proprio in tale ambito si spende solo il 75 per cento delle risorse.
Per quanto riguarda uno dei grandi problemi dell'Unione europea, la sottooccupazione, sono stati stanziati fondi. Vi menziono la quota della spesa nel settore della politica dell'occupazione: 39,6 per cento. Contiamo numerosi milioni di disoccupati, ci sono fondi disponibili e riusciamo a distribuire a malapena il 40 per cento di tali risorse. Non è semplice spiegarlo ad un cittadino europeo.
Restituiamo dunque importi miliardari! Ci si può anche addentrare nella rubrica 4, che comprende il settore delle azioni esterne: in tale ambito viene speso appena il 60 per cento delle risorse a favore dell'iniziativa europea per la democrazia e la salvaguardia dei diritti dell'uomo, un argomento che ricorre in ogni risoluzione e nelle procedure d'urgenza. La parte inutilizzata decade e ritorna agli Stati membri.
Ve lo dico molto chiaramente: i cittadini europei devono sapere dove va a finire il denaro. Devono però anche sapere da dove proviene. La discussione odierna verte anche specificamente su tale punto poiché si discute sempre come se gli Stati membri mettessero a disposizione tale denaro, e anche oggi è così. Dobbiamo far sì che i cittadini lo capiscano. Dobbiamo rendere più trasparenti sia le entrate che le spese. Non possiamo più spiegare a nessuno perché, nelle consultazioni di bilancio, conquistiamo dapprima 11 miliardi in più nella lotta con il Consiglio, per poi riportarli nel bilancio rettificativo e suppletivo all'inizio dell'anno successivo a motivo del loro mancato utilizzo. In seguito il denaro confluisce nei rispettivi bilanci nazionali. Dobbiamo quindi interrompere tale
. Occorre fornire una fonte di entrate attendibile, valutabile e visibile per i cittadini, per quanto possa essere complicato - su questo punto non si può raffazzonare, al riguardo do ragione all'onorevole Ferber. Nella procedura abbreviata non si può mettere in scena qualcosa in tutta fretta, perché una discussione che manca di coordinamento e struttura causa semplicemente confusione. Dobbiamo riuscirci. Se avremo dei dati per quanto riguarda le entrate, se essi saranno direttamente accessibili ai cittadini, e se questi ultimi controllano anche le spese - così potranno infatti sapere come impieghiamo il denaro -, non ci sarà alcuna restituzione agli Stati membri, bensì essi ci chiederanno: come avete concretamente impiegato il denaro? Invece si collegano i due argomenti discussi oggi, vale a dire il bilancio rettificativo e suppletivo con massicci trasferimenti di fondi, da un lato, e risorse proprie, dall'altro; sorge quindi la questione: quanto paga il cittadino per l'Europa?
Ritengo che non dobbiamo aver paura di parlare con i cittadini di cosa facciamo. Disponiamo di ottimi argomenti, abbiamo settori politici e politiche eccellenti, e possiamo illustrarli. Non dovremmo temere i cittadini, bensì avvicinarci ad essi con apertura e trasparenza ed invitarli a costruire con noi l'Europa."@it9
".
Mr President, Commissioner, ladies and gentlemen, I am afraid I must begin by informing Markus Ferber from Bavaria that he will not necessarily find commonalities on those points where he hoped to find them. Let me explain why. He said that we must first establish a different form of institutional development for the European Union before we talk about the EU’s finances. I think this is wrong. This is especially apparent from the issues before us today.
If you ask any member of the public nowadays what the European Union spends its money on, 30% will say ‘to cover its administrative costs’, and another 30% will have no idea at all where the money goes. That means that 60% do not know what we do with the resources provided by the tax-payer. However, the tax-payers know that what they see as massive amounts of money are involved. Enormous sums of money are spent, and I think that today of all days, the general public would be astonished, yet again, by what is happening at European level.
On the one hand, we have a Draft Supplementary and Amending Budget. In one of them, the European Union, the Commission, shows that it has no intention of complying more than cursorily with the will of Parliament, at least as far as the sections on UCLAF or the new OLAF structure are concerned. We made a very clear statement on this issue during the year.
We wanted to shape personnel and the staffing structure in such a way as to create a new institution which fulfils modern requirements. In fact, it is only thanks to our colleague Herbert Bösch, who was willing to grasp the nettle, that no attempt was made to redeploy the staff and reshape this same institution – which, of course, was the focus of intensive debate last time – into another, which cannot develop entirely new structures as its personnel remains the same. This also deserves criticism here.
My second point is this. We will be returning EUR 11 billion to the Member States. EUR 11 billion means that we have a budget underspend of around 10%. We have an underspend in the field of consumer policy, where just 74.7% of funds are being used. Consumer policy – that is a word to savour! This is the issue we have spent more time and energy discussing over the last few months, if not years, than any other – and yet only 75% of its budget is actually being spent.
We have allocated funds to address one of the European Union’s major problems, namely under-employment. Let me give you the rate of expenditure in the field of employment policy: 39.6%. We have millions of unemployed, money has been made available, and yet less than 40% of these funds is being spent. Explain that to the European public!
We are handing back billions! In category IV, i.e. external actions, we see that just under 60% of the funds allocated to the European initiative for democracy and the protection of human rights – an issue which we spend hours discussing for every resolution, as well as under "urgent business" – is being spent. The rest is forfeited and goes back to the Member States.
Let me make it very clear: the European public must be told where the money goes. However, they should also be told where it comes from. That is being discussed quite specifically today, for it is always implied that the Member States provide the money. That is the case here today as well. We must ensure that the public understands the situation. We must make the revenue side and the expenditure side more transparent. We cannot continue to explain why we battle against the Council in the budget debates to secure an extra 11 billion, only to hand it back in the Draft Supplementary and Amending Budget at the beginning of the following year because it has not been used. The money then goes back into the relevant national budgets. We must move away from this situation. There must be a reliable and accountable source of revenue which is transparent to the public. Whatever form this takes, we must not cobble together a solution – Markus Ferber is quite right on that point. We must not be tempted, as a knee-jerk reaction, to agree any old solution as quickly as possible, for an uncoordinated, unstructured debate only leads to confusion. We must be able to manage this. Once we have set this up on the revenue side, once it is directly linked to citizens, and the expenditure side is then controlled by citizens as well – for they will look very carefully at what we are doing with the money – no further funds will be returned to the Member States. Instead, they will ask us: how have you actually managed the money? This is where we draw together the two issues which we are discussing today – the Draft Supplementary and Amending Budget, with massive movements of money on the one hand and own resources on the other. In other words, the issue is this: how much is the public actually paying for Europe?
In my view, there is no need to be frightened about telling the public what we are doing. We have good arguments, we have very good policy areas and policies, and we can present them persuasively. There is no need to be frightened of the public: we simply need to approach them very openly and transparently, and invite them to work with us on building Europe here."@lv10
"Mijnheer de Voorzitter, mevrouw de commissaris, geachte dames en heren, geachte collega’s, ik vind het jammer dat ik allereerst mijn collega Markus Ferber uit Beieren moet zeggen dat hij over de onderwerpen waarover hij overeenstemming hoopt te bereiken, niet nu al overeenstemming zal vinden, en ik zal meteen vertellen waarom niet. Hij zei dat we een andere institutionele ontwikkeling in de Europese Unie moeten bewerkstelligen voordat we de financiën in de Europese Unie aan de orde kunnen stellen. Ik vind dat verkeerd en dat is met name goed te zien aan de hand van de kwesties die wij vandaag behandelen.
Als aan de burgers vandaag gevraagd zou worden waaraan de Europese Unie haar geld uitgeeft, zou 30% antwoorden: aan administratieve uitgaven, en nog eens 30% zou geen idee hebben. Dat betekent dat 60% van de burgers in de verste verte niet weet wat wij met het geld doen dat de belastingbetalers ons ter beschikking stellen. Die belastingbetalers hebben echter wel het idee dat het om enorme bedragen gaat die de Europese Unie uitgeeft. Ik geloof dat de burgers juist vandaag weer erg verrast zouden zijn over datgene wat zij op Europees niveau geboden krijgen.
Ten eerste hebben wij gewijzigde en aanvullende begrotingen. Met betrekking tot een van die begrotingen geeft de Europese Unie, de Commissie aan dat zij voornemens is de wens van het Parlement slechts gedeeltelijk in te willigen, zeker op het gebied van UCLAF, ofwel de nieuwe instelling OLAF. Wij hebben in de loop van het jaar een zeer duidelijk standpunt hieromtrent ingenomen
Ons voorstel is om het personeel en het personeelsbestand zodanig samen te stellen dat er een nieuwe instelling ontstaat die in kan spelen op de vereisten van deze tijd. Het is eigenlijk uitsluitend aan onze collega, Herbert Bösch, te danken dat de vinger op de zere plek is gelegd, zodat niet geprobeerd werd het oude personeel over te plaatsen. Als dat wel gebeurd was, zou het personeel van de oude instelling - die de laatste keer relatief sterk bekritiseerd is - gewoon overgegaan zijn naar een andere instelling. Dan zou het nooit gelukt zijn op die oude personeelsbasis volledig nieuwe structuren te creëren. Daar moet vanaf deze plaats ook kritiek op worden geleverd.
Het tweede punt is dat wij elf miljard euro weer terug overmaken naar de lidstaten. Dat betekent dat wij ongeveer 10% van onze begroting niet hebben gebruikt. Er is sprake van een onderbesteding bij het consumentenbeleid. Op dat gebied wordt namelijk slechts 74,7% van de middelen gebruikt. Juist het consumentenbeleid - en dat moeten we even goed laten bezinken - is het onderwerp waar we de afgelopen maanden, zelfs jaren, het meest intensief over gediscussieerd hebben, en juist op dat gebied is maar 75% van de middelen uitgegeven.
Wij hebben financiële middelen ter beschikking gesteld voor een van de grootste problemen in de Europese Unie: de werkloosheid. Ik zal u vertellen welk percentage van de beschikbare middelen wij uitgegeven hebben: 39,6%. Wij hebben te maken met enkele miljoenen werklozen, daar is geld voor uitgetrokken, maar desondanks kon nauwelijks 40% daarvan uitgegeven worden. Dat is toch vrijwel onmogelijk aan de Europese burgers uit te leggen.
Wij geven dus miljardenbedragen terug! Wij kunnen ook categorie 4 als voorbeeld nemen, het buitenlands beleid, waar voor de initiatieven van de Europese Unie op het gebied van democratie en bescherming van de mensenrechten nauwelijks 60% van de middelen is uitgegeven, terwijl dit toch een kwestie betreft die wij bij elke resolutie of bij de actualiteitendebatten hoog in ons vaandel hebben staan. De overige 40% vervalt en gaat terug naar de lidstaten.
Ik zeg u met nadruk: de Europese burgers moeten weten waar het geld naartoe gaat. Zij moeten echter ook weten waar het vandaan komt. Ook dat is een onderwerp dat vandaag heel specifiek ter discussie staat. Tijdens die discussie wordt altijd gedaan alsof de lidstaten dat geld ter beschikking stellen, en dat is tegenwoordig ook inderdaad het geval. Wij moeten ervoor zorgen dat de burgers dat begrijpen. Wij moeten zowel de ontvangsten- als de uitgavenkant transparanter maken. Wij kunnen niemand meer uitleggen waarom we in het gevecht met de Raad tijdens de begrotingsonderhandelingen elf miljard extra uit het vuur slepen, om dat geld vervolgens aan het begin van het jaar daarna - in het kader van de gewijzigde en aanvullende begroting - weer terug te storten omdat het niet gebruikt is. Dan vloeit dat geld weer terug naar de respectieve nationale begrotingen. Daar moeten we vanaf. Wij moeten voor een betrouwbare, controleerbare ontvangstenbron zorgen die voor de burgers begrijpelijk is. Daar mag niet mee gerommeld worden, ongeacht de manier waarop die ontvangstenkant is opgebouwd; wat dat betreft heeft Markus Ferber gelijk. Het is niet goed om via een of andere spoedprocedure snel iets in elkaar te zetten. Een ongecoördineerde, ongestructureerde discussie zaait namelijk alleen maar verwarring. Wij hebben een betrouwbaar resultaat nodig. Als wij daarin eenmaal slagen voor de ontvangstenkant, als dat rechtstreeks aansluit bij de burgers en als vervolgens ook de uitgavenkant door de burgers gecontroleerd wordt - die zullen namelijk toekijken wat wij met het geld doen -, zullen er ook geen bedragen meer teruggestort worden aan de lidstaten. Die zullen ons in een dergelijke situatie dan juist vragen wat we feitelijk met het geld hebben gedaan. Op die manier worden de beide kwesties waarover we vandaag discussiëren gecombineerd, namelijk aan de ene kant de gewijzigde en aanvullende begroting met omvangrijke kredietherschikkingen en aan de andere kant de eigen middelen. Dan zijn we dus ook weer terug bij de vraag: wat betalen de burgers eigenlijk voor dit Europa?
Ik vind dat we niet bang moeten zijn om met de burgers te praten over wat wij doen. Wij beschikken over goede argumenten, over erg goede politieke aandachtsgebieden en beleidsterreinen en die kunnen we naar voren brengen. Wij moeten niet bang zijn voor de burgers, maar ze open en transparant tegemoet treden en ze uitnodigen om samen met ons, Europa verder op te bouwen."@nl2
"Senhora Comissária, Senhoras e Senhores Deputados, caros colegas, lamento ter de começar por dizer ao meu colega Markus Ferber, da Baviera, que não lhe será tão fácil encontrar afinidades nos aspectos onde esperava encontrálas e digo também já porquê. Afirmou que deveríamos passar por uma evolução institucional diferente na União Europeia antes de falarmos sobre as finanças no interior desta. Considero esta perspectiva incorrecta, como se torna particularmente visível nos temas que temos hoje sobre a mesa.
Se se perguntar hoje aos cidadãos em que gasta a União Europeia o seu dinheiro, 30% dizem que é na cobertura das suas despesas administrativas, outros 30% nem sequer sabem em que é gasto o dinheiro. São 60% aqueles que não sabem como utilizamos aqui as verbas que nos foram disponibilizadas pelos contribuintes. O contribuinte sabe, no entanto, que, do seu ponto de vista, se trata de quantias enormes. Gastamse aqui quantias avultadíssimas e eu creio que, precisamente hoje, o cidadão voltaria a ficar muito surpreendido com o que lhe é apresentado a nível europeu.
Por um lado, temos orçamentos suplementares e rectificativos. Num deles, a União Europeia, a Comissão mostra que só tenciona seguir em parte a vontade do Parlamento, pelo menos, no que diz respeito às partes que se referem à UCLAF, ou ao novo organismo OLAF. Ao longo do ano fizemos afirmações muito claras a este respeito.
Pretendíamos organizar o pessoal e o quadro do pessoal de modo a ser criada aqui uma nova instituição que corresponda às exigências actuais. Na realidade, só temos de agradecer ao nosso colega Herbert Bösch por ter sido colocado o dedo na ferida, por não se ter tentado reafectar o pessoal e transferir a mesma instituição - que tinha sido bastante discutida e visada da última vez - para uma outra, que não pode ter estruturas completamente novas com as mesmas pessoas. Este facto também merece uma crítica neste momento.
O segundo ponto diz respeito ao reembolso de 11 mil milhões de euros aos EstadosMembros. 11 mil milhões de euros significa que temos uma subexecução orçamental de cerca de 10%. Temos uma subexecução no âmbito da política do consumidor. É que, nesta, apenas são utilizadas 74,7% das dotações. Política do consumidor - é preciso saborear esta expressão. Este foi o assunto que discutimos mais intensamente nos últimos meses, aliás, nos últimos anos, e é precisamente neste domínio que apenas são gastas 75% das dotações.
Disponibilizámos verbas para um dos maiores problemas da União Europeia, o subemprego. Indicovos a taxa de execução no âmbito da política de emprego: 39,6%. Temos milhões de desempregados, foram disponibilizadas verbas e só se consegue gastar cerca de 40% das mesmas. Isto é muito difícil de explicar a um cidadão europeu.
Portanto, reembolsamos verbas de milhares de milhões de euros. Podemos prosseguir com a categoria IV, o domínio da política externa, na qual são gastos cerca de 60% das dotações para o âmbito da iniciativa europeia para a democracia e a defesa dos direitos humanos - um tema sempre muito alardeado em cada resolução, nos debates sobre questões actuais e urgentes. O resto das dotações caduca e é reembolsado aos EstadosMembros.
Digovos com muita clareza: os cidadãos europeus têm de saber qual é o destino do dinheiro. Mas, também têm de saber qual é a sua origem. É também isto que está hoje muito concretamente em discussão, porque a questão é sempre debatida como se os EstadosMembros disponibilizassem este dinheiro, o que acontece, de facto, actualmente. Temos de providenciar para que os cidadãos o compreendam. Temos de tornar mais transparentes quer as receitas, quer as despesas. É impossível explicar a alguém por que motivo lutamos primeiro com o Conselho, nas deliberações orçamentais, em ordem a obter mais 11 mil milhões, para os reembolsarmos, depois, no início do ano seguinte, no orçamento suplementar e rectificativo, dado que não foram utilizados. Nessa altura, o dinheiro vai para os respectivos orçamentos nacionais. Temos, portanto, de abandonar esta prática. Tem de existir uma fonte de receitas segura, previsível, visível para os cidadãos - temos de a arranjar, não podemos descurar este aspecto, aí dou razão ao colega Markus Ferber. Não nos devemos precipitar, apresentando seja o que for apressadamente, pois um debate descoordenado, não estruturado só pode provocar confusão. Temos de alcançar este objectivo. Quando o conseguirmos nas receitas, quando estas estiverem ligadas directamente aos cidadãos e as despesas também forem controladas pelos cidadãos -estes vão ver o que fazemos com o dinheiro -, nessa altura, não haverá qualquer reembolso aos EstadosMembros, mas eles irão perguntarnos: “como utilizaram, de facto, o dinheiro?” Os temas que discutimos hoje confluem ambos nesse ponto, isto é, por um lado, orçamento suplementar e rectificativo com transferências substanciais de dotações e, por outro lado, recursos próprios, portanto, a questão: o que paga o cidadão para esta Europa?
Penso que não temos de ter medo de falar com os cidadãos sobre aquilo que fazemos. Temos argumentos muito bons, temos domínios políticos e políticas muito bons, que podemos apresentar. Não deveríamos ter medo do cidadão, deveríamos antes aproximarnos dele com muita abertura e transparência, convidandoo a construir, aqui e connosco, a Europa."@pt11
".
Herr talman, fru kommissionär, ärade damer och herrar, kära kolleger! Jag beklagar att jag till att börja med måste säga till min kollega Markus Feber från Bayern att han inte direkt kommer att kunna hitta några likheter där han hoppas hitta sådana, och jag talar snart också om varför. Han sade att vi först måste få en annan institutionell utveckling av Europeiska unionen, innan vi pratar om finanserna i Europeiska unionen. Jag anser att det är felaktigt. Man ser det särskilt på de frågor som vi i dag har på bordet.
Om en medborgare i dag tillfrågas om vad Europeiska unionen använder sina pengar till, då säger 30 procent att det är för att täcka administrativa kostnader, ytterligare 30 procent. Det är 60 procent som över huvud taget inte vet hur vi här handskas med de summor som skattebetalarna ställer till förfogande för oss. Skattebetalaren vet emellertid att det handlar om svindlande summor med hans mått mätt. Det är oerhörda summor som spenderas, och jag tror att just i dag skulle medborgaren i sin tur bli mycket överraskad över det han erbjuds på europeisk nivå.
Å ena sidan har vi en tilläggs- och ändringsbudget. I en av dessa visar Europeiska unionen, visar kommissionen, att den enbart delvis tänker följa parlamentets vilja, åtminstone när det gäller de delar som handlar om UCLAF respektive den nya institutionen OLAF. Vi har gjort ett mycket otvetydigt uttalande under det år som gått.
Vi ville att personalen och organisationen av personalen skulle utformas så att här en ny institution skapas som uppfyller moderna krav. Vi har egentligen bara vår kollega Herbert Bösch, som satt fingret på den ömma punkten, att tacka för att man inte har försökt att flytta om personal och överföra samma institution, som ju diskuterades och uppmärksammades ganska mycket förra gången, till en annan, som sedan med samma personer inte kan få helt nya strukturer. Detta måste också kritiseras här.
Den andra punkten är att vi kommer återföra 11 miljarder euro till medlemsstaterna. 11 miljarder euro innebär att vi har ett underutnyttjande av budgeten på cirka 10 procent. Vi har ett underutnyttjande på området konsumentpolitik. Där användes nämligen bara 74,7 procent av medlen. Konsumentpolitik, det måste man försöka smälta. Det är det som vi har diskuterat så intensivt som ingenting annat de senaste månaderna, ja åren, och just där används bara 75 procent av medlen.
När det gäller ett större problem i Europeiska unionen, arbetslösheten, har vi ställt pengar till förfogande. Jag nämner utgiftskvoten på området sysselsättningspolitik: 39,6 procent. Vi har flera miljoner arbetslösa, medel ställs till förfogande, och bara knappt 40 procent av dessa medel kan ges ut. Detta kan ni knappast kunna förklara för en europeisk medborgare.
Vi ger alltså miljardbelopp tillbaka! Man kan även gå in på budgetrubrik IV, på det utrikespolitiska området, på området europeiskt initiativ för demokrati och skydd av de mänskliga rättigheterna – en fråga som vi om och om igen röstar igenom med pukor och trumpeter vid varje resolution, vid de brådskande frågorna – ges knappt 60 procent av medlen ut. Resten förfaller och går tillbaka till medlemsstaterna.
Jag säger klart och tydligt till er: De europeiska medborgarna måste få veta vart pengarna går. De måste emellertid också veta var de kommer ifrån. Även det diskuteras specifikt här i dag, för på debatten låter det alltid som om medlemsstaterna ställer dessa pengar till förfogande och det är fallet även i dag. Vi måste se till att medborgarna förstår det. Vi måste göra både intäktssidan och utgiftssidan mer öppna. Vi kan inte längre förklara för någon varför vi i budgetdiskussionerna först kämpar till oss 11 miljarder mer i kampen med rådet, för att i tilläggs- och ändringsbudgeten i början av nästa år skicka dem tillbaka, eftersom de inte används. Då går pengarna till respektive nationella budget. Vi måste alltså komma bort från det. Det måste finnas en inkomstkälla som är möjlig att beräkna och som är synlig för medborgarna, hur den nu än kommer att utformas, och där får man inte hymla, där ger jag Markus Ferber rätt. Man får inte raskt klara av något i ett snabbförfarande, för en icke-samordnad, ostrukturerad diskussion leder bara till förvirring. Det måste vi ordna. När vi har det på intäktssidan, när det är kopplat till medborgarna, och då även utgiftssidan kontrolleras av medborgarna – de kommer nämligen att se vad vi gör med pengarna -, då kommer det inte att bli någon återöverföring till medlemsstaterna, utan då kommer de att fråga oss hur vi har handskats med dem. Där sammanför man de båda frågor som vi diskuterar i dag, nämligen tilläggs- och ändringsbudgeten med massiva penningöverföringar å ena sidan, alltså frågan: Vad betalar medborgaren för detta Europa?
Jag tror att vi inte får vara rädda för att tala med medborgarna om vad vi gör. Vi har mycket goda argument, vi har mycket bra politikområden och politiker, och de kan vi visa upp. Vi borde inte vara rädda för medborgarna, utan på ett mycket öppet och genomblickbart sätt närma oss dem och bjuda in dem för att bygga upp Europa här med oss."@sv13
|
| lpv:unclassifiedMetadata |
"Walter (PSE )"7,12
|
Named graphs describing this resource:
The resource appears as object in 2 triples